Henrik Ibsens skrifter

Det var mig en dobbelt glæde efter så lang tids taushed, at modtage ​Deres venlige brev. Jeg er aldeles viss på at jeg har ​tilskrevet Dem efter at biografien havde stået i «Illustr: Zeitung»; straks efter ​brød krigen løs, jeg ​rejste til København og interessen optoges helt og holdent af de storartede verdensbegivenheder. Jeg kan forsikkre Dem at jeg tænkte ofte på Dem i hine urolige tider; jeg vidste jo ikke om De måske stod som officer i ​landeværnet, – og jeg forestillede mig alle slags muligheder. Heldigvis var det altsammen kun indbildninger og jeg takker Dem fordi De nu har gjort alvor af Deres forsæt at ​indføre «Brand» i den tyske læseverden. Bogen har jeg endnu ikke modtaget; jeg længes meget efter den, men tvivler forøvrigt ingenlunde på at oversættelsen vil tilfredsstille mig. Det var forresten på høj tid, at Deres arbejde udkom; thi her i Dresden ligger ​en anden oversættelse færdig og skulde

Faksimile

netop i disse dage være sendt i trykkeriet. Denne oversættelse er af romanforfatterinden Julie Ruhkopf, der har sendt mig manuskriptet til gennemsyn. At hun under de nuværende omstændigheder ikke udgiver samme, anser jeg for en selvfølge. – I ​en berlinsk boghandlertidende bebudes en ​oversættelse af «Kongsemnerne» og «De unges forbund», samtidigt med at sidstnævnte stykke ​i Wien lokaliseres for theatret. – Jeg ved ikke om De har erfaret at jeg i vinter har været indviklet i en ​pennekrig med tidsskriftet «Im neuen Reich», der udkommer i Leipzig under ledelse af Dr: A: Dowe og Gustav Freitag. Anledningen hertil var nogle ytringer, som jeg i mine digte har brugt om den preussiske politik. Striden er imidlertid ført på en meget ridderlig måde, den forklaring, jeg har givet af mit standpunkt, har man fundet tilfredsstillende, og sagen, der i begyndelsen var mig meget ubehagelig, vil, som mine ​herværende literære venner forsikkrer, kun tjene til reklame for oversættelser af mine arbejder. – De tager fejl når De tror at jeg ikke anerkender det store ved en mand som Bismark; men jeg ser i ham en væsentlig hindring for et godt og venskabeligt forhold mellem Tyskland og Skandinavien.

Faksimile

Den ​nuværende spænding er unaturlig mellem to så nær beslægtede folk; en nærmere sammenslutning må og bør finde sted; begge parters interesse kræver det. Overhovedet har jeg under mit lange ophold i Tyskland i mange henseender ​forandret mine anskuelser; men dette bliver for vidtløftigt at behandle i et brev, jeg vil vente dermed indtil jeg ​atter får den fornøjelse personligt at træffe Dem. – Og hermed, for denne gang, et hjerteligt levvel fra